Kathrine Jensen
Autoriseret fysioterapeut og lægeeksamineret massør hos JL Sportsklinik.

Præsentation
Mit navn er Kathrine, jeg er 27 år og opvokset i Ketting på Midtals. Jeg har en gymnasial uddannelse fra Alssund Gymnasiet i Sønderborg, og efterfølgende havde jeg 3½ sabbatår. I denne periode arbejdede jeg både på plejehjem og i hjemmeplejen, hvor jeg med stor glæde hjalp ældre borgere med at få hverdagen til at fungere.
Min interesse for kroppens anatomi og fysiologi har altid været stærk, og jeg har i mange år vidst, at det var den vej, jeg ville gå. Derfor valgte jeg i 2019 at uddanne mig til lægeeksamineret fysiurgisk massør. I 2022 flyttede jeg fra Als til Holstebro for at starte på fysioterapeutuddannelsen, som jeg afsluttede den 17. juni 2025.
Under min uddannelse har jeg været meget taknemmelig for de mange erfaringer, jeg har fået – både gennem praktikophold og mit arbejde som massør hos Struer Fysioterapi. Et særligt højdepunkt var mit udlandsophold i St. John’s, Canada, hvor jeg afsluttede min sidste praktik hos Paragon Physiotherapy. Det var en uforglemmelig oplevelse både fagligt og personligt, som gav mig et nyt perspektiv på behandlingen af skader og patientkontakt – og ikke mindst bragte mig i kontakt med nogle fantastiske mennesker.
Som fysioterapeut har jeg fokus på hele mennesket – ikke kun den fysiske skade, men også på hvordan kroppen, sindet og hverdagen spiller sammen. Jeg mener det er vigtigt at møde patienten der, hvor de er, og skabe et forløb, der giver mening for netop dem. Jeg motiveres af at kunne gøre en reel forskel i andres liv.
Ud over mit faglige engagement er jeg meget aktiv i min fritid. Jeg har spillet håndbold i mange år og har en stor passion for sporten. Derudover træner jeg regelmæssigt og har også interesse for ridesport.
Uddannelse
Lægeeksamineret fysiurgisk massør (2019)
Professionsbachelor i fysioterapi (2025)
Sprog
Dansk, Engelsk og Tysk.